Motionsdoping for sundhedsfaglige

Motionsdoping kursus beskrivelse

Formålet med motionsdoping kurset er at informere og kvalificere mødet med og det kliniske arbejde med motionsdoping brugere. På grund af sociokulturelle forhold er det enormt nemt at nære fordømmende følelser overfor motionsdoping, og i forlængelse heraf, dopingbrugere. Det er bare ikke et perspektiv, der gavner hverken den forebyggende samtale eller det mere overordnede kliniske arbejde med dopingbrugeren. Igennem kurset vil du få et dybere kendskab til dopingstoffer, hvordan anvendes i motionsdoping miljøerne og hvordan de både virker og bi-virker i denne kontekst. Vi kommer også til at diskutere forskellige modeller for beskrivelser af motionsdopingbrugere og deres motivationer og adfærdsmønstre.

 

Om underviseren

Anders Nedergaard er 45 år gammel, biokemiker, humanbiolog og PhD fra institut for idrætsmedicin på Bispebjerg hospital.

 

“Jeg har interesseret mig for dopingstoffer hele mit liv, og det var faktisk en af de primære årsager til at jeg søgte mod sundhedsvidenskab, da jeg skulle begynde at studere. Det har gjort at jeg på den ene side har haft en akademisk interesse i den relevante fysiologi, og publiceret med nogle af de helt store forskere indenfor området, arbejdet som konsulent for Antidoping Danmark i en årrække, skrevet bogkapitler til bøger om doping og konsulteret på dopingområdet for en lang række organisationer. Men det betyder også også at jeg har fulgt træningsmiljøerne tæt, både som træner og trænende, og dermed haft en stor kontaktflade til mennesker, der bruger, eller har brugt, dopingstoffer, på godt og ondt, og har været interesseret i deres historier og oplevelser af hvad der sker.

 

Det har gjort at jeg har opbygget både dybt og bredt kendskab til de relevante akademiske litteraturfelter, men også at jeg har kendskab til, hvordan dopingbrugen ser ud i praksis og hvilke psykosociale og kulturelle forhold, der er på spil blandt brugerne. Det giver mig et unikt perspektiv, når det handler om at forstå hvad der sker i dopingbrugeren før under og efter, både fysiologisk og psykologisk og derfor også hvordan man taler med dopingbrugere om deres adfærd.

 

 

Kursusbeskrivelse

Formålet med kurset motionsdoping for sundhedsfaglige er at give en nøgtern og præcis beskrivelse af dopingbrugerne, dopingstofferne og miljøet omkring motionsdoping. Når der tales om doping, fylder sportsdoping meget i medierne, men langt det meste dopingbrug, over 99%, der sker i praksis, finder sted i motionsmiljøerne.

 

Meget af kommunikationen omkring motionsdoping er fordømmende af natur og derfor stigmatiserende, men det er ikke gavnligt i kommunikationen med dopingbrugere i klinisk praksis, på samme måde som en alkoholiker ikke stopper af at drikke med at man fortæller ham/hende at det er dumt og usundt. Der er naturligvis ingen tvivl om at motionsdoping er usundt og kan opfattes som en grad af snyd, men det ændrer ikke på at det er et dybt personligt valg, der er blevet truffet af nogle årsager der opfattes som vigtige af brugeren.

 

Kurset vil udruste sundhedsprofessionelle til mødet med motionsdopingbrugere, så man bedre forstår dem og deres adfærd, både psykosocialt og fysiologisk.

Tidsplan og 

program

 

0900-0945

Dopingens historie

1000-1045

Dopingstofferne

1100-1200

1200-1300

Frokost

1300-1345

Hvem er brugerne af motionsdoping og hvilken kultur omgiver motionsdoping?

1345-1415

En dopingbruger fortæller

1430-1515

Dopingbrug i praksis

1530-1615

Livet efter motionsdoping?

 

 

Lektionsbeskrivelse

 

Lektion 1 - Dopingens historie (45 min)

Vi starter med at sætte scenen for udbredningen af doping og ønsket om præstationsfremme og (hyper)maskulinitet med en ganske kort gennemgang af dopingens historie. Vi starter i midten/ slutningen af 1800 tallet og bevæger os op gennem tiden med særligt fokus på 50’erne,  steroid biokemiens gyldne æra, og 70’erne-80’erne, hvor den moderne fitnesskultur bliver grundlagt. Undervejs blier der en gennemgang af nogle af de mest prominente dopingskandaler. f.eks.

Festina, BALCO og Alpha Pharma

 

Lektion 2-3 - Dopingstofferne (2*45 min)

I disse to lektioner går vi gennem de forskellige klasser af dopingstoffer, deres farmakologi, virkninger på forskellige vævstyper (med særligt fokus på bevægeapparatet og kredsløbet). Vi kommer også til at diskutere hvilke kliniske scenarier de finder anvendelse i, ligesom hvilke rationaler, der bliver brugt for brugen af de forskellige stoffer i motionsmiljøerne.

 

Lektion 4 - Hvem er brugerne af motionsdoping og hvilken kultur omgiver motionsdoping? (45 min)

I denne lektion diskuterer vi, hvem det er der bruger dopingstoffer og i noget omfang hvordan de gør det. Vi kommer til at tage afsæt i den bruger typologi der er udviklet på Aarhus universitet hos Ask Vest Kristiansen og sætter den i kontekst til den praktiske oplevelse af motionsdoping brugere. I denne lektion kommer vi også til at tale om hvordan motionsdopere selv retfærdiggør og forstår deres forbrug.

 

En dopingbruger fortæller (30 min)

Jeg har fundet en meget erfaren dopingbruger der vil stille op og fortælle lidt om sit eget dopingbrug, samt tage mod spørgsmål.

 

Lektion 5 - Dopingbrug i praksis (45 min)

I denne lektion kommer vi ind på udbredningen af de forskellige stoffer, og hvilke brugsmønstre der findes derude. Vi kommer også til at gennemgå noget af den til tider komplicerede polyfarmaci, der praktiseres for at kontrollere nogle af bivirkningerne.

 

Lektion 6 - Livet efter motionsdoping? (45 min)

I denne lektion gennemgår vi de til tider komplicerede forhold, der er omkring dét at standse med at bruge dopingstoffer. Vi kommer her til at diskutere både de fysiologiske og psykologiske forhold der kan være på spil, f.eks. afhængighed, muskeldysmorfi pg hypogonadisme. Og vi kommer til at snakke om hvordan man kan rådgive brugere på en konstruktiv måde.

Tid og sted

Odense
08-11-2024 09:00-
08-11-2024 16:30
DKK 1500,00
(Medlem: 1.200,00)