Skribenter: Kim Gordon Ingwersen, Cand. Scient., fysioterapeut, Birgit Juul-Kristensen, Lektor, PhD, fysioterapeut.
Ekstern reviewer er Lars Blønd, Speciallæge i ortopædkirurgi
Se alle siderne i én PDF (åbner et nyt vindue)
Rotator cuff’en (RC) i skulderen består af fire muskler: m. Teres minor, m. Infraspinatus, m. Supraspinatus og m. Subscapularis, der udspringer fra scapula og hæfter på den proksimale del af humerus, som en indvævet del af ledkapslen i skulderleddet. RC bidrager til glenohumeral stabilitet, blandt andet gennem kompression af caput humeri ind mod cavitas glenoidale på scapula.
Læsioner i RC kan forekomme traumatisk, men er oftest opstået på basis af degenerative forandringer af senens strukturer. Læsionerne karakteriseres ifølge Sundhedsstyrelsen som enten komplette læsioner, hvor der er læsion igennem hele senens tykkelse og bredde, eller partielle læsioner, hvor der kun er delvis læsion af senens tykkelse eller gennemgående læsion i kun en del af senens bredde (Sundhedsstyrelsen 2011). Læsioner kan forekomme isoleret i en enkelt af RC musklerne eller involvere flere af disse; oftest er det dog supraspinatus og infraspinatus, der er involveret.
Det er anslået, at 4% af befolkningen under 40 år og 50% over 60 år har en asymptomatisk eller symptomatisk RC læsion (Sher 1995). 50% af de asymptomatiske kan forventes at blive symptomatiske indenfor 5 år (Yamaguchi 2001). Et 2-årigt kohortestudie over det naturlige forløb af personer med asymptomatisk rotator cuff ruptur viste, at i gruppen af patienter der udviklede smerte og forringet skulderfunktion var der 23% som havde en væsentlig forværring af deres RC læsion, idet bredden af læsionen blev større i 18% af de med gennemgående læsion, og 40% af de med partielle ikke gennemgående læsioner progredierede til en gennemgående læsion. I gruppen uden symptomer blev der kun fundet 4% af de gennemgående læsioner der blev forværret, og ingen forværring af de partielle læsioner (Mall 2010).
Partiel læsion af den artikulære del af supraspinatus ses ofte hos atleter, der udfører gentagne overhånds kast (Braun 2009), mens komplette læsioner i højere grad ses hos atleter udsat for ”high-impact” skade (Blevins 1996). Muligheden for tilbagevenden til sport efter operation grundet symptomatisk RC læsion er angivet til ca. 50% af de opererede atleter med den højeste succesrate (64%) blandt traumatisk baserede RC læsioner (Payne 1997; Tibone 1986).
Hovedsymptomer ved supraspinatus læsion er smerter og nedsat funktion i musklen. Ved komplet ruptur er der ophævet/nedsat kraft i abduktion (Sundhedsstyrelsen 2011).
Behandlingen af RC læsioner er ofte initialt fysioterapi, og hvis dette ikke er tilstrækkeligt gennemføres efterfølgende operative tiltag i form af artroskopisk ”debridement” (fjernelse af ødelagt væv) eller suturering af gennemgående læsioner. Patienter med traumatisk RC læsioner behandles oftest kirurgisk som første valg, baseret på ’best practice’ (Sundhedsstyrelsen 2011).
Fokus for denne litteraturgennemgang er læsioner i m. Supraspinatus. Eftersom størstedelen af litteraturen baseres på resultater for RC læsioner generelt, er anbefalingerne oftest baseret herpå.
Den fysioterapeutiske intervention er i de fleste studier mangelfuldt beskrevet, og det har dermed været problematisk at definere præcise behandlingsanbefalinger.
Nedenstående tabeller er en opsummering af anbefalinger for diagnose, forebyggelse og behandling af RC læsioner.
|
|
|
A |
B |
C |
D |
|
Diagnose |
Kliniske test |
|
|
|
|
|
Billeddiagnostik |
|
|
|
|
|
|
Forebyggelse |
|
|
|
|
|
|
Behandling |
Non-operativ rehabilitering |
|
|
|
|
|
Operativ vs non-operativ rehabilitering |
|
|
|
|
|
|
Post-operativ rehabilitering |
|
|
|
|