Akutte muskelskader i idræt (2019)

Forfattere: Kasper Krommes, fysioterapeut og ph.d. studerende & Lasse Ishøi, fysioterapeut og ph.d. studerende.

Faglig vejleder: Seniorforsker Kristian Thorborg

Metodevejleder: ph.d. studerende Rasmus Skov Husted

 

Læs hele kataloget her        Lyt til Podcasten her

 

Baggrund

Muskelskader er en af de hyppigste former for idrætsrelaterede skader. I fodbold udgør muskelskader op til 46 % af alle skader, mens op til 37 % af spillere hver sæson vil opleve at miste træningspas og/eller kampe som følge af en muskelskade [22, 23]. Forstrækninger anses som den hyppigste årsag til akutte muskelskader i idræt der involverer eksplosive sprintaktioner og retningsskift som f.eks. fodbold [23]. Forstrækninger sker typisk i muskel-sene overgangen og formodes at forekomme når musklen udsættes for en trækkraft, der overstiger vævets kapacitet [38]. Dette katalog tager udgangspunkt i de fire hyppigste akutte muskelskader, herunder baglårs-, adduktor-, forlårs- og lægskader [22]. Der er ikke medtaget totalrupturer eller kontusion.

Læsevejledning

Kataloget er bygget op med en tabel først i hvert af de fire afsnit, der er tænkt som et hurtigt opslagsværk. Informationen bag det angivne evidensniveau, diagnostisk evne og effektestimater uddybes i de efterfølgende afsnit. For et kort resumé af teksten og fremhævning af hovedpointerne kan man læse opsummeringsboksene. Der er tilføjet et afsnit med begrebsafklaring i slutningen af kataloget.