Forfatter: Lisbeth Lund Pedersen, fysioterapeut, MSc.PT, Spec. Sportsfysioterapi
Metodevejleder: Rasmus Skov Husted, fysioterapeut, MSc., Ph.d.-studerende
Faglig vejleder: Dorte Nielsen, Spec. Sportsfysioterapeut, DPT., ATC., CSCS
Eksternt review: Niels Christian Kaldau, MD, Diplomlæge i Idrætsmedicin
Link til hele kataloget Lyt til Podcasten
Baggrund
Der findes ikke en gold standard til at diagnosticere hjernerystelse, og der er forskel på de diagnostiske kriterier, der anvendes i forskellige guidelines [3]. Den hyppigst anvendte definition af hjernerystelse stammer fra Concussion in Sport Group (CISG) [3].
Hjernerystelse defineres af CISG som en traumatisk skade på hjernen som følge af biomekanisk kraft [3]. Årsagen kan være enten et direkte slag mod hoved, ansigt, nakke, eller slag mod andre steder på kroppen, og en deraf følgende impulsiv kraft transmitteret mod hovedet [3].
Hjernerystelse resulterer typisk i hurtigt indsættende, kortvarig påvirkning af neurologisk funktion, som ophører spontant. I nogle tilfælde vil tegn og symptomer udvikle sig over et antal minutter, og i andre tilfælde opstår symptomerne med op til 48 timers forsinkelse.
De akutte kliniske tegn og symptomer afspejler i høj grad en funktionel forstyrrelse, frem for en strukturel skade og ingen anormalitet kan ses på standard billeddiagnostik. I nogle tilfælde kan symptomerne være langvarige. Der kan have været tab af bevidsthed, men ikke nødvendigvis.
De kliniske tegn og symptomer på hjernerystelse kan ikke forklares af narkotika, alkohol, medicinforbrug, andre skader (f.eks. cervikale skader, perifer vestibulær dysfunktion osv.) eller andre komorbiditeter (f.eks. psykologiske faktorer eller co-eksisterende medicinske tilstande) [3].
Alvorlige traumer mod hovedet kan resultere i kraniebrud, intrakraniel blødning og/eller hjerneskade, mens mildere traumer kan resultere i hjernerystelse [3].
Betegnelserne ”hjernerystelse” og ”mild traumatisk hjerneskade” anvendes til tider i flæng [4, 5]. Hjernerystelse er en undergruppe af en mild traumatisk hjerneskade, men en hjernerystelse er ikke ensbetydende med, at man har en mild hjerneskade (Figur 1) [4, 5].
I forbindelse med den 5. ”International Conference on Concussion in Sport” i Berlin i 2016 blev en række systematiske reviews udgivet i British Journal of Sports Medicine (BJSM) i 2017. Disse danner baggrund for de anbefalinger som Concussion in Sport gruppen udgiver.
Deltagerne i studierne var oftest teenagere og yngre voksne mænd (high school og college), der deltog i kollisionssport, men ikke amatører eller voksne eliteatleter [6]. Kvinder var underrepræsenterede i studierne. I flere af studierne var der ikke en klar definition af hjernerystelse, og generelt mangler der konsensus om diagnostiske kriterier. Sammenholdt med den begrænsede undersøgte gruppe, er det vanskeligt at generalisere resultaterne [3, 7]
Incidensen af hjernerystelser er højest i 15-25-årsalderen med lidt mere end 80 tilfælde pr. 1000 indbyggere om året i Danmark [10]. I en dansk opgørelse af skadestuebesøg fra 2012 fremgår det, at 1% af alle skadestueregistrerede skader fra fodbold og håndbold er hjernerystelser, henholdsvis 370 og 120 hjernerystelser/år [10]. I ridning er der ca. 400 skadestueregistrerede hjernerystelser om året, svarende til 5% af skadestueregistrerede hjernerystelser [10].
Internationale studier viser at rugby, ishockey, fodbold og amerikansk fodbold er de idrætsgrene, der har registreret højest incidens af hjernerystelse. To systematiske reviews med meta-analyser undersøgte incidensen af hjernerystelse blandt hhv. yngre (<18 år) og ældre (>17år) idrætsudøvere [7, 11]. I studierne blev eksponering opgjort i 1000 Athletic Exposure (AE). En AE udgør én atlets deltagelse i en kamp eller træning, uanset hvor meget tid, der deltages.
Rugby havde den største incidens både blandt mænd i den ældre gruppe og yngre atleter på henholdsvis 3.00 [95%CI 2.12–3.88] og 4,18 [95% CI 2.50-5.86] [7, 11].
Når incidens for kvinder og mænd i den ældre gruppe sammenlignes, findes højere incidens blandt kvinder end blandt mænd i fodbold (1.48 [95% CI 1.35–1.6] vs. 1.07 [95% CI 0.97–1.17]) og ishockey (2.27 [95% CI 1.86–2.69] vs. 1.63 [95% CI 1.49–1.76]) [7].
I den yngre gruppe var incidensen højere blandt piger end drenge indenfor fodbold (0.27 [95% CI 0.24-0.30] vs. 0.19 [95% CI 0.16-0.21]) og basketball (0.17 [95% CI 0.15-0.19] vs. 0.10 [95% CI 0.08-0.11]) [11].