Stressfrakturer (2015)

Stressfraktur i fodens eller underbenets knogler er en typisk og alvorlig overbelastningsskade hos militærpersonel og idrætsudøvere i sportsgrene, der involverer løb, spring eller andre former for vægtbærende aktivitet karakteriseret ved gentagne belastninger af underekstremiteten (Brukner et al. 1999c). Den rapporterede forekomst af stressfrakturer er varierende og afhænger sandsynligvis en del af den type af billeddiagnostik, der er anvendt i studierne. Generelt ses højere (og formentlig mere realistisk) forekomst, når en mere følsom billeddiagnostik end røntgen er anvendt. Forekomst på over 20 % af alle overbelastningsskader er rapporteret hos idrætsudøvere (atletik) (Bennell et al. 1996) mens over 20 % af militære rekrutter fik stressfrakturer (Finestone et al. 2008). Patogenesen ved stressfrakturer er vigtig for diagnosen og beskrives derfor i meget grove træk i det følgende (Brukner et al. 1999d; Warden et al. 2006):

Når knoglevæv gennem en periode belastes anderledes eller mere end sædvanligt vil det reagere med accelereret remodelering, der initieres af øget knoglenedbrydning. Fortsættes denne ”nye” belastning er der risiko for, at det svækkede område overbelastes med dannelse af mikrofrakturer til følge – dette giver ikke symptomer. En symptomgivende overbelastningsreaktion kan opstå, hvis flere mikrofrakturer når sammen og danner større men stadig mikroskopiske revner i knoglen. Dette kan resultere i ømhed mod slutningen af idrætsudøverens træningspas. En egentlig knoglerelateret overbelastningsskade i form af lidt større revner i knoglen kan opstå ved fortsat belastning og resulterer i ømhed og smerter opstår gradvist tidligere i træningspasset samt varer ved et stykke tid efter. Denne tilstand kan progrediere til en reel stressfraktur med kraftigere vedvarende smerter, der efterhånden umuliggør træning og også generer om natten. En komplet fraktur kan opstå ved fortsat belastning. Der er altså tale om en gradvis udvikling over et kontinuum af overbelastningstilstande i knoglerne (Warden et al. 2006).

Da der findes et utal af stressfrakturlokaliseringer i foden og underbenet, vil der i dette afsnit kun blive fokuseret på to relativt hyppigt forekommende stressfrakturlokaliseringer. Disse lokaliseringer kan i et vist omfang repræsentere de øvrige hvad angår diagnose, forebyggelse og behandling:

Stressfrakturer lokaliseret medialt på tibia er den hyppigst forekommende stressfraktur og er derfor det primære fokus i dette afsnit. Stressfrakturer lokaliseret til margo anterior, mediale malleol og kondylerne kræver specialiseret indsats (Brukner et al. 1999b) og er ikke medtaget her.

Stressfraktur i os naviculare er derimod et godt eksempel på en stressfrakturlokalisering, der kræver en særlig indsats, både hvad angår diagnose og behandling. Fejldiagnosticering og fejlbehandling af stressfraktur i naviculare er desværre ikke sjælden og kan ofte have alvorlige konsekvenser (Torg et al. 2010).

Generelt er der relativt få studier med højt evidens-niveau om stressfrakturer, hvilket tydeligt fremgår af antallet af randomiserede studier, der indgår i det senest opdaterede Cochrane review om forebyggelse og behandling af stressfrakturer i UE (Rome et al. 2005). Ydermere er de fleste studier lavet på militært personel (rekrutter), mens relativt få studier beskæftiger sig med idrætsudøvere. Derfor vil anvisningerne i dette faglige katalog i nogen grad være baseret på militærstudier, med inddragelse af studier med idrætsudøvere, hvor det er muligt.