Oprindelig version fra 2011 (Thomas Bandholm, Lektor, PhD), opdateret i 2015 (Rasmus Skov Sørensen, PT, Cand. Scient. Fys)
Nuværende version:
Forfattere:
Anders Christer Larsen, PT, MSc
Alexander Luijk, PT, MSc
Metodevejledere:
Lina Holm Ingelsrud, PT, PhD
Behnam Liaghat, PT, PhD
Faglig Vejleder:
Mark Strøm, PT Cert. Kliniker Sportsfysioterapi
Ekstern Vejleder:
Ellen Hamborg-Petersen, Speciallæge i ortopædkirurgi
Introduktion
Akut lateral ankeldistorsion (ALA) er blandt de hyppigst rapporterede skader i bevægeapparatet, med en høj incidens blandt den almene population og atleter.1 Omtrent 80% af alle mennesker vil opleve en ALA i løbet af deres levetid.2,3 Ligeledes er en ALA den skadestype i underekstremiteterne med størst risiko for en tilbagevendende skade,4 estimeret til 12%–47% på tværs af køn, alder, sportsgren og geografi.5
Ankelleddet består af talocruralleddet, subtalarleddet og den distale del af tibiofibularleddet, hvor akutte laterale ankeldistorsioner i højere grad involverer talocrural- og subtalarleddet.6 Ankeldistorsioner involverer oftest det laterale ligamentkompleks (ca. 85%), grundet den lavere modstandsdygtighed ved belastning sammenlignet med syndemoseskade (høj ankeldistorsion) og medial ankeldistorsion.7 De laterale ankelligamenter omfatter: anteriore talofibulare ligament (ATFL), calcaneofibulare ligament (CFL) og det posteriore talofibulare ligament (PTFL).8 ATFL er det mest gracile ligament og afficeres i omtrent 73% af alle laterale ankeldistorstioner.9,10 ALA kan opstå som kontakt eller ikke-kontakt relateret skade.4 Den opstår hyppigst i vægtbærende situationer, hvor skadesmekanismen ofte indebærer en supination (plantarflexion, inversion og indadrotation af anklen) i kombination med ekstern-rotation af crus.6,11 I mindre end 15% af alle akutte ankeldistorsioner forekommer en fraktur i ankel eller fod, mens skaden i de fleste tilfælde involverer bløddelsvæv.12 Fra et klinisk perspektiv er det dog vigtigt at udelukke fraktur, især hos ældre personer, hvor frakturer oftere forekommer.13 Her anvendes for eksempel ’Ottawa ankel og fod regler’ som et standardiseret beslutningsværktøj i den akutte fase til at udelukke mistanke om fraktur, og vurdere behovet for en røntgenundersøgelse.14
Skadesomfanget efter en ALA klassificeres typisk efter integriteten af ligamenterne i det laterale ligamentkompleks. Der eksisterer talrige klassifikationssystemer, som typisk differentierer skaden fra grad I til III, afhængig af sværhedsgraden for ligamentpåvirkning og instabilitet15: grad I, omfatter et mildt stræk af ligament uden løshed; grad II, omfatter en delvis ruptur af ligament(er) og minimal ’løshed’; grad III, indebærer komplet ruptur og instabilitet. Fælles for disse klassifikationssystemer er at de mangler studier som undersøger validitet og realibilitet.15
Selvom ALA som en isoleret skade ofte har en god prognose, og de fleste oplever symptomlindring og reduktion af smerteintensitet indenfor de første to uger,16 vil omkring 20%-40% udvikle kronisk ankelinstabilitet (KAI) indenfor ét år efter den primære skade, de resterende 60% vil betragtes som ALA ’copers’.17,18 ALA ’copers’ defineres som personer der vender tilbage til deres sport uden funktionstab og uden at opleve at anklen ’giver efter’. Hertel præsenterede i 2002 en model, som skelnede mellem to typer af ankelinstabilitet hos personer efter en ALA, som en potentiel årsag til KAI (mekanisk insufficiens og funktionel insufficiens),6 som senere er blevet modificeret adskillige gange. Tilsvarende opdaterede ’det Internationale Ankel Konsortium’ i 2014 definitionen af KAI, som de karakteriserer ved gentagne ankeldistorsioner, der er forbundet med vedvarende smerter, hævelse og subjektiv fornemmelse af at anklen ’giver efter’.19 Konsekvenserne af KAI kan være kort- og langsigtede, og omfatter potentiel invaliderende symptomer, nedsat funktionsniveau, og risiko for tidlig posttraumatisk artrose i ankelleddet.4,5