Forfatter: Esben Kjeldgaard Jensen, Cand. Scient. Fys,
Metodevejledere: Lina Ingelsrud, PT, PhD; Lisbeth L. Pedersen, Cand. Scient Fys.
Faglige vejledere: Mikkel Ammentorp, Cert. Kliniker i Sportsfysioterapi; Mark Strøm, Cert. Kliniker i Sportsfysioterapi.
Ekstern Vejleder: Kristoffer Barfod
Baggrund
Spontan ruptur af akillessenen er den hyppigste komplette sene-overrivning associeret med idrætsaktivitet [1-4]. Forekomsten varierer betydeligt, men er højest hos idrætsaktive mænd i alderen 30-49 år [3-6]. Data fra 2015 indikerer en stigende forekomst gennem en periode på 20 år (1994-2013), stigende fra 27 til 31 pr. 100.000 personår [7].
Generelt illustrerer litteraturen et stigende problem igennem en længere årrække [2, 5, 8, 9]. Det antages at den øgede forekomst af akillessenerupturer skyldes større deltagelse i sport med høj intensitet, især blandt den midaldrende del af befolkningen [1-3]. Badminton, fodbold og håndbold dominerer akillessenerupturstatistikken i de skandinaviske lande [5, 6, 10]. I et amerikansk studie [4] stod basketball (42%), tennis (13%) og amerikansk fodbold (12%) for størstedelen af sportsrelaterede akillessenerupturer. Gennemgående repræsenterer sportsgrene som involverer gentagne eksplosive kraftudviklinger over ankelledet således majoriteten af rupturer.