Oprindelig version fra 2014.
Forfatter (2022) Jeppe Widding, PT Cand. Scient. Fys.
Metodevejleder: Lina Ingelsrud PT, PhD; Lisbeth L. Pedersen, PT Cand. Scient. Fys.
Link til hele Kataloget Link til Podcast Link til Vodcast
Lateral Elbow Tendinopathy (LET) er den hyppigste årsag til smerte og funktionstab i albuen. Hos sportsudøvere rapporteres prævalensen til at være op mod 50%. Tilstanden forekommer desuden hos 1-3% af den almene befolkning, og der ses en højere prævalens hos kvinder og personer med alder > 45 år.
Der er på nuværende tidspunkt manglende konsensus i litteraturen om, hvornår en person lider af LET. Den hyppigst involverede struktur i LET menes at være ekstensor carpi radialis brevis samt resten af underarmens ekstensorer. Personer med LET vil ofte have smerter omkring den laterale epikondyl, der kan stråle ned i underarmen. Smerterne vil typisk provokeres ved sport eller bevægelser, der involverer gentagende håndledsekstensioner eller gribebevægelser. Personer med LET vil derfor ofte være begrænset i udførsel af deres sport og daglige aktiviteter, hvilket kan lede til nedsat livskvalitet og arbejdsfunktion. Op til en tredjedel af personer med LET vil have symptomer i længere end et år, og en stor andel vil opleve gentagende episoder med LET.