Fagligt katalog

Dansk Selskab for Sportsfysioterapi (DSSF) tog i 2009 initiativ til at udarbejde faglige kataloger over, hvilken videnskabelig viden, der er tilgængelig fra publiceret litteratur om forebyggelse, behandling og diagnostik indenfor de hyppigste idrætsskader.

Formålet med det faglige katalog er at fremme evidensbaseret praksis blandt sportsfysioterapeuter i deres daglige virke. Sportsfysioterapeuter kan på baggrund af det faglige katalog få et overblik over den videnskabelige evidens vedrørende forebyggelse, diagnosticering, behandling og genoptræning, samt brug af målemetoder. De faglige kataloger anvendes desuden som grundlag for undervisningen på de kliniske kurser og opdateres jævnligt.
 
Det faglige katalog baseres på sports- og -fysioterapirelevant litteratur, der identificeres gennem en systematisk litteratursøgning. Derefter foretages en kritisk gennemgang af litteraturen og sammenfatning af den samlede evidens. Det faglige katalog indeholder således en vurdering af evidensniveauet for sportsfysioterapeutiske interventioner indenfor udvalgte diagnoser i kroppens forskellige regioner.
 
Evidensbaseret(1) sportsfysioterapeutisk praksis er en integration af den bedst tilgængelige videnskabelige evidens med idrætsfysioterapeuternes faglige praksis/erfaring og patienternes præferencer. Det kræver således at sportsfysioterapeuterne har kendskab til hvilken evidens der er for forskellige sportsfysioterapeutiske interventioner.
Der sker løbende og metodisk gennemgang af eksisterende kataloger for nødvendigheden af en opdatering.
 
Kilde:
(1) Sackett DL, Rosenberg WM, Gray JA, Haynes RB, Richardson WS. Evidence based medicine: what it is and what it isn't. BMJ. 1996 Jan 13;312(7023):71-2.